Sidste sne inden foråret?

l1026123

Det blev (forhåbentligt) den sidste sne inden foråret sætter ind. Smukt er det, selvom det er væk i morgen. Foretrækker dog varme og sol fremover. Vi må se hvad marts finder på.

Ny sti og trappe

 

l1026019

Februar er, så længe frosten ikke har magten, et udmærket tidspunkt at at lave nye anlæg i haven. Vi har manglet en lille genvej fra terrassen og ned i haven, og den er nu etableret. Der er lidt niveauforskel mellem terrassen og haven, så der skulle laves en sti / trappe som er stabil. Derfor er den støbt med beton og med trædesten af marksten. Underst er almindeligt hønsenet, for at styrke betonen så den ikke flækker med tiden. Det skal laves i plusgrader, så frost ikke sprænger evt. frysende vand i cementblandingen. Efterfølgende, når det hele er hærdet efter et par dage, renses overfladen med lidt saltsyre opblandet i vand, som fjerner den cementfilm der er tilbage.

Spæde forårstegn er også på vej, selvom der måske kommer et par frostnætter forude.

 

Vinter-stemning i haven

Sol, farver og frostvejr. Ja, tak. Alt er smukkere når det er vinter på den rigtige måde.

Rimfrost

Rimfrosten fremhæver de ellers visen-brune efterladenskaber fra efteråret, og giver dem nyt liv en kort stund.

Havens små detaljer

Haven står stille lige nu i vinterdvalen ( i hvert fald på overfladen ), så når jeg efter dagens brændesavning går en tur, er det primært for at se efter de små detaljer. Nu holder jeg meget af at tage fotos af haven og det skærper blikket for de små ting. Det som man ofte overser, når man er i haven, er de helt små frøstande, hyben, en frossen rosenblomst, eller lidt frost på bøgehækkens blade. Det er sjovt at lægge mærke til de smukke detaljer haven også byder på, som forandres alt efter vejret og årtiden, som ikke står helt stille selvom det kan virke sådan.

Bog projekt mens haven fryser

Kulden slog til i nat her i det midtfynske landskab. Haveaktiviteterne er begrænsede på denne årstid, med undtagelse af at rydde gange for visne blade, der stadigvæk kan flyve lidt rundt. De fleste anbringes i bedene til beskyttelse af væksterne, og alm. jordforbedring når bladene nedbrydes af vind, vejr og småkravl incl. regnormene.

L1000944

Vinterperioden byder alligevel på friske blomster. Lisbeth aasanvig.com arbejder på fuld tryk på at færdiggøre malerier med blomster bl.a. til solo udstilling i Gallerie Rasmus i Odense med fernisering medio februar, samt Art Herning 23.-25. januar.

Foto til bogen, Ann-Lisbeth Sanvig, Ingen nemme genveje.
Foto til bogen, Ann-Lisbeth Sanvig, Ingen nemme genveje.

Samtidigt med udstillingen i februar udgives en bog omkring værkerne og deres tilblivelse, som jeg fotograferer og layouter i øjeblikket. 21 X 21 cm format på omkring 100 sider, coffee table-bog man kan have liggende og bladre i, med hovedvægt på malerier, samt interview baseret tekst. Fra motivverdenen, der indgår i malerierne,  er bogen krydret med blomsterdekorationer af Else-Marie Andersen, bonsai og fotos af Morten Albek.

Følg med på www.aasanvig.com hvis du vil se mere om udstillinger, bog m.v. som løbende opdateres.

Maleri af Ann-Lisbeth Sanvig.
Maleri af Ann-Lisbeth Sanvig.