Før regnen kommer

DSC04344

Der er meldt om kraftig regn de næste dage, så det er om at nyde bonsaiene mens man kan være ude. I udstillingsnichen (Tokonomaen) laver jeg en opstilling som ofte får lov at stå der nogle dage. Sådan, at der (næsten) altid er en opstilling at se på. Jeg bruger ikke borde og billedruller medmindre vejret er til det, så pga. den kommende regn er det en meget enkel opstilling, bare med træerne de her dage.

Sommeraften i haven

DSC02603

Der er noget særligt over de lune sommeraftener. Og det er ret svært at tage sig sammen til at gå indenfor igen. Hvis man lige ser bort fra dagens påvirkning af høfeberen, så er alt idyl.

Tokonoma med lys

l1022176

Der er nu kommet lys i den Tokonoma jeg byggede færdig i sommers. Nu er det muligt at nyde en opstilling i den udendørs Tokonoma, i de mørkere aftener her i efteråret. Tokonomaen kan også ses inde fra huset. Dagens opstilling er en endnu ikke færdigudviklet Japansk Ahorn, men alligevel sat op pga. de fine efterårsfarver der er på vej.

 

Får, skønhedsøje, låge og porte

Sommerferien har været lig med bygge og anlægsprojekter. Har vist tidl. nævnt at vi har en stor forkærlighed for låger. Der komme et rent låge-blogindlæg en anden gang. Sidst tilkomne låge fører ind til bonsaihaven. På lågen er udskåret logoet fra min hjemmeside (www.albekbonsai.com). Først tegnet op via en projektor, og så udskåret med en stiksav. Derefter grundigt malet med flere lag træbeskyttelse.

Logoet udskåret i lågen.
Logoet udskåret i lågen.

En ny port er det også blevet til med et let tag af bambus. Porten og taget har ikke nogen praktisk betydning, især fordi taget er konstrueret med bambuspinde, så der er ikke meget ly for regnen derunder. Men porten er en markering af at man forlader et rum og går ind i et andet. Ligesom en alm. dansk havelåge kan have samme betydning. Man oplever at man forlader et sted og går ind i en anden verden, når man passerer en låge, en port, eller bare en trædesten i jorden som markerer overgangen. Porten med den store låge ved indgangen til bonsaihaven har dog også den praktiske betydning, at man ikke umiddelbart kan se ind i haven udefra, og der kan låse af.

L1019405

Fårene har nydt den knap så varme sommerperiode på det sidste, og med udsigt over marker og skov har de vel heller ikke meget at klage over. Samtidigt bidrager de med liv på grunden, ikke mindst fra nysgerrige Bertha (det sorte får i familien), som altid kommer og ser hvad, der sker når vi er i gang med havesysler.

Får med egen udsigt.
Får med egen udsigt.

Dronningen af haven er den hjemmefrøsåede sommerblomst skønhedsøje (Coreopsis), som man kan være heldig frøsår sig selv og kommer igen hvis vinteren ikke er for hård. Den fylder efterhånden ud i en del af bedene, og frodigheden og de gule farver lyser op og er en daglig nydelse. De fortsætter lige til frosten lægger dem ned.

 

Haver man ikke vil ind fra

Det er lidt svært at gå ind når vi nyder haven om aftenen. Der er nu kommet hængekøje op som Clara prøvekørte, og den sydvendte terrasse er indhegnet og har fået trappe monteret. Det er en god sommer, og vi nyder at udvikle haven denne sommer.

Tsukubai på vej

En del af min have (Lisbeth hersker over en anden del af haven) er indrettet til mine bonsai. Og den del er også anlagt med inspiration fra mine ture til Japan. Lige nu (Juli 2016) har jeg etableret det grundlæggende, og herunder en Tsukubai. Der skal stadig beplantes omkring arrangementet, men herunder er den rå del af arbejdsprocessen i billeder.

DSCF0008

Beplantningen skal bestå af primært stedsegrønne og skyggefulde planter, hvor mos og et fugtigt miljø vil forekomme naturligt. Det er essensen i anlæggelsen af en Tsukubai. Oprindeligt er Tsukubaien brugt som symbolsk rensning af hænder og mund før indgangen til nogle templer og altid i te-haverne inden gæsterne går ind til te-ceremonien. Som regel er det af symbolsk karakter, også man springer mundskyllet over der hvor vandet ikke er rent kildevand.

En Tsukubai kan anvendes i mange andre japanske haveformer, da den også bruges af mere æstetiske årsager som et dekorativt haveelement, hvor det rindende vand skaver en anden dimension og oplevelse af haven.